>Bådsmandspibesalut<

Bådmandspiberne vil synge, tamburmusikken gjalde og de rød/hvide splitflag flagre lystigt i vinden. Med andre ord, der er rigget klar for at fejre Søværnets jubilæum – på skibe, flådestationer og andre steder i landet. 500 år har de danskes vej til magt og ære stået på bølgen blå. Et halvt årtusinde. Intet mindre.

500 års jubilæet har allerede gået over tv-skærmen i flere uger med skipper Troels Kløvedal som kyndig guide til Søværnets enestående og dramatiske historie. Dermed er der serveret en lille appetitvækker til selve jubilæet.

Den har været overdådig, gribende og fornøjelig – god, gedigen søfartshistorie hvor nationens bevægede maritime udvikling er kommet i perspektiv, og hvor de overordenede historiske trends er blevet sat kronologisk på plads. Samtidig har mange gamle og kendte anekdoter fået nyt liv takket være Troels Kløvedals fortælleglæde og charme. Folkeligt og fornøjeligt. På den gode måde.

I en anden gammel søfartsnation, Frankrig, som vi i det for flåden så skæbnesvangre år 1807 havde en mesalliance med, men som vi nu så smukt er forbundet med i vores lille dronningerige, ville man kalde Kløvedals tv-serie: »Marin vrai du vrai«

Ordentlig salut
Men selve jubilæet skal selvfølgelig også fejres med en ordentlig salut – som det nu passer sig for søens folk, der jo er vant til at have højt til loftet i guds frie natur. Denne salut er grundigt forberedt af søværnets egne og andre gode folk i det, der hedder »Kommiteen bag flåden 500 år«, hvis afgørende parameter for fejringen ligeledes har været det folkelige og fornøjelige. Dermed kan offentligheden få et indblik i Søværnets historie igennem 500 år, samtidig med at festlighederne fokuserer på at give befolkningen en forståelse for Forsvaret og Søværnets opgaver i dag.
Præcision hører til Forsvarets dyder, og da Søværnet blev stiftet den 10. august 1510 af Kong Hans, så er det også denne dag, hvor det hele går løs. Men en enkelt dag kan ikke forslå. Hele ugen frem til den 14. august vil derfor stå i Søværnets tegn flere steder i landet.

Selve oprettelsesdagen – på tirsdag – holdes en flådeparade, hvor der bliver gjort honnør for HM Dronning Margrethe og HKH Prins Henrik ved en såkaldt »jubelrulle«. Det vil sige, at flådefartøjer, med besætningerne i stiveste puds stillet op på dækket, sejler forbi kongeskibet Dannnebrog beliggende ved Bøje 1 i havnen, oplyser kommandørkaptajn Michael Bild, chef for ledelsessekretariatet i Søværnets Operative Kommando, som samler trådene i det store jubilæumsarrangement.

Flådebesøg
Selv om flåden ikke længere er hjemhørende på Holmen i København, så bliver jubilæumsbegivenhederne i København meget markante. Her vil støtteskibet Absalon og syv andre af Søværnets skibe ligge til kaj i hele jubilæumsugen. Disse skibe får selskab af 29 inviterede flådefartøjer fra 14 nationer. Alle dage er skibene åbne for besigtigelse af nysgerrige gæster.

Det store opbud af flådefartøjer, der vil præge havne- og bybilledet i de glade jubilæumsdage, hænger sammen med, at arrangørerne har lagt programmet med behørig hensyntagen til Søværnets årligt tilbagevendende aktiviteter – i dette tilfælde en større flådeøvelse fra den 16. august med deltagelse af de fremmede nationers flådefartøjer. På den måde koordineres begivenhederne, så der ikke ruttes med skattekronerne, selv om nationens stolte søstridskræfter bliver et halvt årtusinde.

Minde om dagen
Søværnets egne folk bliver heller ikke glemt i fejringens tummel og kampens hede, da der er planlagt fest lørdag den 14. august på Marsmarken på Nyholm i København, hvor orkestret Bamses Venner og sangerinden Lis Sørensen plus et tredje topnavn, der først røbes på dagen, underholder. Festen er gratis for medarbejdere, inklusive ledsager, der er ansat i Søværnets Operative Kommandos myndighedsområde. Medarbejderne vil også få et minde om dagen i form af et armbånd udarbejdet specielt til lejligheden.
Læs mere her: Troels Kløvedal Nordkaperkaptajn

Artikler:

60erfirmafest
Børneunderholdningstilpasning
Fænomenalparty
Guldpladetrompetist
Gårundttryllekunstner
Kropssprogssamtale
Lederforandringer
Ledelsespragmatisme
Meditationsmetodik
Naturhistorieartister
Skarpspidset sociologi
Stemmevartegn